Sylfiden

Sylfiden

Det er 6 år siden vi havde premiere på en ny sylfide. Den gang var jeg højgravid med dreng nr 2. og hjalp til som instruktør.

Nu står endnu en udgave klar med detaljer i tryk og silke som minder mig om glansbilleder og skovens bund forhøjet til Haute Couture. En romantisk drøm.

Kan jeg lide det? Det tror jeg. Jeg skulle lige varme op til det. Men jeg tror jeg er blevet team Mia og Anja all the Way baby for at citere chefen. Selvfølgelig har jeg et utal af egne ideer og foreslag. Men det er en arbejdsskade.

Hvad end der ændres gang efter gang så bærer balletten os igennem det. Dens hjerte og rene historie, der efterhånden er skåret helt ind til benet vil stadig fortælles og vi bliver forført og lokket og falder med James pladask ned i forelskelsen og afsted med Sylfiden. Ud af hverdagen og ind i skoven. Vi dør med sylfiden og hævnes med heksen.

Og så falder jeg tilbage i tankerne. Helt tilbage til den gang Sylfiden var grøn og bevokset og trængte sig på inden reelen. Dengang jeg var et dansebarn i halvfemserne. Alle talte om Sorella, den magiske heks. Jeg havde ikke selv set hende. Og hun var ikke i kompagniet det år. Men jeg satte det som mål at se hende en dag. Det var dengang Rose Gad og Lloyd Riggins fik tårerne frem hos mig når vi så med fra kulissen i anden akt. Men de andre hovedpar fik ikke rigtigt nogle følelser frem i mig og jeg undrede mig over hvorfor det var sådan?

Videre til sæsonen efter sommeren jeg mødte Nikolaj. Og jeg trippede ind på scenen som 1. Sylfide.

Til få år efter, hvor det var mig der fik æren af at få tilvirket en krans af Madeleine. Damen der klippede, varmede og formede og fæstnede alle blomster. For selv at sætte mig til rette ved James’ side. Og lokke ham med i skoven.

Sylfiden fløj mig til Hamborg og Neumeier, hvor jeg selv fik lov til at danse med mit barndoms idol, Lloyd Riggins. Til Beijing, hvor jeg intet så af byen, men dansede sylfiden under jorden dag ud og dag ind op til vores forestillinger.

Men det startede herhjemme i Store Ny. Jeg havde udvalgt en dragt jeg havde arvet af Caroline Cavallo. For at trække på så mange ballerina kræfter i universet som muligt. Jeg var mødt op i god tid og anede ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Gik nervøst rundt og prøvede at varme lidt op. Men jeg kunne ikke koncentrer mig. Så kom han. Nikolaj. Han satte en stol, der hvor James sidder og sover og så gik vi igang. Ofte var det bare Nikolaj, mig, en stol og vores Pianist. Stolen blev sat. Jeg satte mig på knæ. Og Monique lagde fingrene an på tangenterne. Det var et ritual. Et jeg havde set før. Et der fortsatte efter det var min tur.

PC: David Amzallag

Stol, Sylfide, start.

Stolens bump.

Nikolajs smil.

Jeg retter på skørtet.

Jeg vifter let med fingrene.

Ganske stille langs med skørtet

Vingerne er klar.

Sætter mig på knæ

En arm over min krop

Den anden mod min hage

Væk fra min krop så mit hjerte må række efter dem.

Læner mig frem

Jeg er så nær som jeg kan komme.

Jeg er klar.

Når musikken starter idag, blafrer mine vinger igen og vil med ud i skoven. Når jeg ser dem danse får jeg et myldrer af korrektioner. Ikke fordi de gør noget forkert, men fordi idealet og udtrykket i balletten har ligget mig på sinde så længe og så nært at det nærmest er en del af min daglige søgen.

Min daglige kamp mellem drøm og virkelighed som James mellem Sylfiden og Effy. Følelse og fornuft. Det vilde og det forudsigelige. Og skønhed. Skønhed, der er værd at løbe efter. Helt ud i skoven. Koste hvad det vil.

Jeg ved godt der skal det hele til. Balance og alt det der. Men jeg mærker hvordan Sylfidens intensitet lokker mig og beruser mig med hendes skønhed og vildskab. Som en flamme. Jeg kan ikke lade være, men er lidt brændt og medtaget bagefter.

Så da jeg står der forleden i salen og øver heks i baggrunden til en prøve og ser min James mangler en Sylfide at spille over for, tænker jeg ved mig selv “ det hjælper jeg da med”. Hvormed menes det kan jeg da sagtens håndtere. Og lige der, vandrede jeg pladask ind i en fælde som havde heksen bundet nettet selv.

Sylfidefølelser og heksehævn. Det er for dybt og for højt for mig at flyve på så kørt tid. Høj på sensationer var min hjerne og mit hjerte kemisk oversvømmet og komplet overrumplet af lykken det var at mærke al den magt, styrke og liv strømme igennem mig. Det fik mig til at sitre og dirre resten af dagen, for så at vågne næste dag til en tung, trist og grå verden. Fyldt med madpakker og små drenge der tisser i sengen og den slags man ikke møder i skoven.

Imens hovedet blev fyldt med spørgsmålene, hvornår vil jeg nogensinde få sådan en følelseseksplosion igen? Aldrig. Aldrig mere det der føles så godt? Hvorfor lod jeg mig selv gøre det? Det kan ikke være sundt? Har jeg et problem? Burde jeg slet ikke være på scenen? Drama abstinenser eller magioverdosis. Jeg ved ikke hvad vi skal kalde det. Men det tog en uges tid at vende tilbage til taknemmelighed over de usandsynlige oplevelser Sylfiden har taget mig igennem. Jeg fik ikke besvaret alle spørgsmålene, men jeg fik da hjernen neutraliseret og funktionsdygtig igen. Og ser med fra kulissen og finder nye vinkler og sammenfald at nyde. Som når heksen løfter sit blik fra den livløse James samtidig med at sylfiden sænkes ned fra sin himmelfærd. Eller i ser sylfiden flyve op og hente en fuglerede og vi ser to sceneteknikere trække nedaf for at løfte hende. Op og ned og mørke og lys. Heks og Sylfide. Fra alle vinkler er den en lyst at være en del af.

Jeg elsker hende. Sylfiden. Om det er i den gamle, grønne skov eller det sorte og hvide minimalistiske univers eller moderne romantik så kan jeg mærke hende og hvor hun vil hen. Og det er jeg taknemmelig for. Og nu er to nye Sylfider sat fri. Den sidste venter på sin premiere. Jeg ønsker dem alle tillykke med deres smukke valg og forskellige fortolkninger. Jeg håber, de får en ligeså magisk tur i skoven som jeg gjorde.

https://books.apple.com/us/book/the-magic-veil-or-the-death-of-la-sylphide/id558472815


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.