Kizzy Matiakis

Kizzy Matiakis

Tæppet er faldet for sidste gang, vi har klappet og hujet og trampet. Givet blomster og luftkys og afstandsselvkrammere. Publikum foran hende og dansere og kollegaer bag ved hende. Helt omsluttet af taknemmelighed og kærlighed. Sådan som et farvel bør være, når det har været en drøm og passion og hjerteblod i så mange år.

I lørdags havde Kizzy sin sidste forestilling på Gamle scene. Det var tid til at gå på barsel og derefter på pension. Gyldne øjeblikke og stjernestunder i hobetal. Hendes kostumer fra årene, der er fløjet forbi hang på gangene ned mod scenen. En rød løber viste vej til hendes garderobe. Og billeder af hendes stærke, sjove, rørende roller hang på væggene.

Af Carling Talcott-Steenstra

Kizzy kan fortælle historier, lave karakterer, der kan læses fra hver en plads i salen. Vi bliver hendes slaver, når hun træder frem i lyset, og hvad end hun laver, så er vi med hende. Hun viser os alt det, der gemmer sig inden i hendes roller. Hendes ekstroverte gave. Og så, der i rampelyset, kan hun være allermest sårbar og skrøbelig, med en styrke der rammer alle, der ser med.

Hun kom til København fra Stockholm. Hendes audition var til en eftermiddags træning med aspiranterne. Jeg var en af dem. Vi var så nysgerrige efter at se om hun var lige så sjov og sød som hendes søster, der var i kompagniet. Om hun var dygtig? Mon hun kom ind?

Men tingene tog fart efter hun dansede Pas de deux’en i Kenneth Greves Nøddeknækker.

Det gjorde hun. Hendes charme, varme og latter lokkede alle til hende og socialt var Kizzy The Bees Knees. Dansemæssigt måtte hun igennem nogle år med “Du er ny så intet sjovt til dig. “ En tradition vi heldigvis har fået arkiveret, hvor den hører hjemme.

Da Kizzy gjorde sig klar til at danse Myrtha for første gang, var jeg med til en stor del af hendes prøver. Det var første gang jeg så hende arbejde med så stor en rolle tæt på. Jeg elsker hendes spørgsmål, hendes tilgang “der er en vej her til mig. Jeg finder måden jeg skal gøre det på.” Ingen kopieren. Og da hendes sidste forestilling i rollen kom, stod jeg med beundring i kulissen og tænkte “wow Kizzy, nu må det da være din tur til at blive forfremmet.”

Dagen efter udnævnte Nikolaj os begge som solister. Sæsonen efter dansede vi sammen i Giselle, hun som Myrtha og jeg som Giselle. Og jeg bevidnede hendes arbejdsomhed, udholdenhed og stærke kvindeskildren endnu engang.

Så dansede hun et hundredetals flere forestillinger, fik sin dejlige dreng, hoppede tilbage på scenen til en blå fugl i Tornerose og dansede mere end nogensinde før.

Svanesøen kom på plakaten igen og denne gang var det Kizzys tur. Jeg delte garderobe med hende og Ida ude på Operaen. Jeg kan huske tyngden af rollen på deres spinkle skuldre. Og deres gennemtænkte og metodiske forberedelse. Nerverne. Og sammenholdet. Men også den sære blanding af modvilje mod at forestillingen skulle starte og storheden i at gå lige mod sin drøm. Og den smukke udmattelse, glæde og ro bagefter. Og familie og venner fra nær og fjern der kom for at være med til at fejre en drøm, der gik i opfyldelse.

Og igen tænkte jeg “bare hun dog ville blive forfremmet. Hun er jo den man vil se i disse store roller. Men ville Nikolaj gøre det så sent i hendes karriere?”

Det gjorde han. Kizzy blev Solodanser. Jeg har aldrig set en i chok før. Og aldrig nogensinde set Kizzy mundlam. Og hvis Kizzy havde danset meget før, så var det ingenting, mod alt det ballet, der sprøjtede ud af hendes smukke ben nu. Hun var med i alt! Og sådan var det lige til i lørdags. Vi kunne simpelthen ikke få nok af hende!

Midt imellem al danseriet blev hun Ridder af Dannebrog. Byggede et hus. Var mor. Rejste landet rundt sommer efter sommer. Fik kreeret den ene ballet efter den anden, imens helbredet drillede, men hver gang kom hun tilbage til sin plads som første dame. Stærk og klar.

Jeg var Nanina til hendes Marguerite i Kameliadamen. Det var vist det tætteste vi har danset sammen længe. Det var i hvert fald et partnerskab jeg tog stor ære i at kunne yde.

Stærke følelser, stærkt sind, stærk krop, stærk udstråling, stærk tiltrækning. Selv de stunder Kizzy kan være tynget af tanker og livet, som man er, så er det altid med styrke og kraft. Og måske derfor kommer folk til hende med deres dybeste hemmeligheder. For selvom hun kender smerte, er der ingen der kan le som hende.

I mange mange år stod jeg ved den samme barre til morgentræning som Elisabeth Dam, Susanne Grinder og Kizzy. Sus og Kiz var værelseskammerater og gode veninder og Elle og jeg gamle barndomsslyngveninder. Det er noget af det, jeg tænker på, når jeg tænker på Kizzy og hendes balletfærden. Vores daglige, svedige arbejde. Små, humoristiske betragtninger imellem trinene. Hendes smukke fødder. Hendes store grin. Hendes naturlige tilgang til at tale om modgang. Hun var en af grundene til at jeg turde fortælle om mine udfordringer og ikke gemte dem væk. Men stod ved dem og kunne komme videre. Selvom det er lang tid siden jeg har stået ved den plads ved barren så kunne jeg ikke lade være i lørdags. Bare lige en sidste stangskole bag Kizzy. Og som en tidsmaskine var alt som det plejede. Lige indtil det blev tid til at løfte benene. Så var jeg pludselig gammel igen og Kizzy højgravid.

Jeg er taknemmelig for hendes eksempel i hvordan man går sin egen vej. Hvordan man ikke lader sig tyrannisere af gamle skønhedsidealer og forældet kvindesyn, der landsforviser en til evig yndig og feblomst-attandant-klon i tyl uden menstruation eller tegn på aldring. Men er sig selv i alt, hvad man gør. Hvordan man skaber flerklangede karaktere med dybder, der glæder og forarger uden at dømme dem. Det må være der alt sammen. For sådan er mennesker.

Tak for dansen Kiz. Vi ses i virkeligheden.

PC: JONATHAN CHMELENSKY

Hvis i heller ikke kan få nok af Kizzy så er der lidt mere at hygge sig med her.

Dengang jeg gav Kizzy min hjemmelavede Reumert

Et Folkesagn

Tak for dansen en forestilling til ære for Amy Watson og Kizzy Matiakis

Podcast #1 Når tæppet går ned


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.