Heksen brænder

Heksen brænder

PC: Mathieu Rouaux

I aften lyder Midsommervisen ud over landet imens vi nyder de lysenætter. Og vi brænder heksen af.

Heksen jeg har drømt om, hun er ikke sådan til at fange. Hun er den der lægger fælderne.

Jeg havde ikke troet at heksen Madge skulle blive mig forundt. Især ikke før jeg fyldte fyrre. Men alle gode gange tre gjorde mig klar (og så lang tid er der jo heller ikke til).

To gange blev min premiere som Heksen, Madge i Sylfiden aflyst. Hvilket for de fleste ikke var det store offer under nedlukningerne. Men det gjorde mig godt nok sulten efter at få ram på ham der James.

Endnu en drøm var ved at gå i opfyldelse. Hvis bare vi kunne få styr på verdenen først. Hvornår vil jeg få lov til at slippe hende løs?

Jeg er på som reserve da denne version af Sylfiden sættes op. Jeg tænkte, at hvis jeg virkelig giver den en skalle, kan de slet ikke lade være med at sætte mig på. Men nej. Jeg kom ikke på. Skalle eller ej.

Jeg vidste den ville komme sæsonen efter. Og da det er tid til at øve nåede jeg kun lige akkurat én prøve. Og så var eventyret slut. Alt blev lukket ned.

Nå men næste sæson så? Vi prøvede igen.

Vi gik alle scenerne igennem. Mange af mine første prøver var med Mie i alle roller undtagen Heksen. Totalteater. En hel institution pakket ind i den dejligste lille super magiterning.

Og så videre ind i de store sale og få flere folk på og få alting op i rette volume.

Det var næsten som i gamle dage. Med Monique ved tangenter og Mie og Sorella og Nikolaj, der viste vej. Ned i dybet. Under overfladen og helt ind til der, hvor man ikke har lyst til at kigge.

Alt det svære og grimme man har kæmpet sig igennem kunne endelige bruges til noget. Det var som at åbne en dåse råddenskab og kigge interesseret ned i den og sige “Nej, se hvad jeg har fundet, den bliver god! Og vi skal da også have lidt af det her!” *noget slimet bliver trukket op af dåsen.

Det var som at brygge lemonade samtidig med heksebryggen.

Og hvad ville jeg så med hende? Hvad ville jeg med Ham? Død eller levende?

Test eller fælde eller begge dele.

Og den sidste scene hvad ville jeg sige med den?

Jeg mærkede en trang til noget Kill Bill’sk selvtægt. Også selvom det ikke var denne James der havde vraget mig så fik han alligevel æren af at modtage alt mit had.

Ny sidder jeg der i hans stue. Afventende. Klarer han testen. Jeg næsten håber han lever op til mine lave forventninger så jeg kan spinde spindet stramt og fintmasket rundt om hans lille fortabte hjerte. Hive ham efter mig og gøre lige præcis hvad jeg vil, når jeg vil. Han bliver min og så….hvad så… når jeg så står der, fyldt med begær og væmmelse og magtsyge og brændende had, hvad får jeg så?

Ro?

Sejrsrus?

Eller bare tomhed?

Når alt var tilendebragt står jeg tomhændet tilbage. Det forløste mig ikke fra fortiden. Hævnen mætter ikke.

Et sted jeg havde gruet for var heksens latter i spåscenen. Efter mit kæmpe bøjleprojekt, 4 års øvelse i at lukke munden, har min kæbe ændret sig lidt og jeg har tit følt at det så sådan lidt fjollet-skildpadde-hvorfor-kan-du-ikke-åbne-din-mund agtigt ud. Men hvis man er gal nok så kommer vanviddet af sig selv. Og udfra mine medspilleres reaktioner tror jeg, jeg var skræmmende nok. Det svære blev at ikke vikle sig ind i kjolens mange lommer og stropper. Jeg fik lov til at ændre lidt på den så jeg følte hun stod lidt stærkere og jeg fandt min heks og hendes gang og hvordan hun brugte stokken.

Men slutningen, det der sidste blik, det sidste ord, hvad var det? Det hele ændrede sig da jeg havde en rigtig James foran mig. For de havde så stor indflydelse på, hvorfor jeg var efter dem. Og det jeg havde fundet frem til alene føltes ikke stærkt nok overfor en vaskeægte levende James. Holdene skifter hele tiden og jeg får endelig fundet ud af hvordan min Heks ændrer motiv ud fra hvilken James hun er efter.

Første gennemspilning oppe salen efterlod mig fuldstændig tyndslidt. Følelsesmæssigt rå. Ude af stand til at tænke og bevæge mig. Hulkende på garderoben. Bare rystende.

Jeg var fuldstænding udsneglet. Og trængte til at kravle lige så langt tilbage i mit sneglehus som jeg havde strakt mig ud.

Men børnene skulle hentes og der var 7 gæster på vej til en sjov weekend fuld af aktiviteter og børn allevegne. Jeg har ikke tid til at sidde her.

Jeg var alene på pinden, som sædvanligt, indtil gæsterne kom. En bus fuld af søde, glade venner som blev mere og mere forsinket imens jeg sad forstenet på sofaen og prøvede at holde mig vågen.

Den havde godt nok slået mig helt ud. Det er noget af et chok for hele systemet at suge livskraften ud af et menneske. Jeg havde glemt, hvor stærkt man brænder ud til disse intime forestillinger. Foran ens kollegaer, der giver så meget fordi de også mærker hvordan intimiteten forpligter. Og ingen holder noget tilbage.

Men det er jo ikke virkeligheden og midt i alt det sjove og vilde er det helt normale.

Der er tacos til 12 der skal holdes varmt.

Der er sengetider og fredagshygge og Disney sjov.

Og der er borgmesteren, kokken og chaufføren og fredsmægleren og vaskekonen der er ikke må være træt fordi hun har været Heks for første gang.

Vi når hele vejen ned på scenen i næste forsøg. Men til de sidste prøver fløj alle sylfider rundt med mundbind på imens notifikationer plingede i takt med trinene om hvem der nu var blevet smittet.

Efter et par dage med folk, der røg på stribe blev kulturlivet lukket ned i hele landet og vi kom ikke til at spille i København. Jeg snuppede selv en tur på virusvognen før jul.

Jylland var mit sidste håb.

Tre gyldne billetter.

Tre chancer til at få alt det ud af Heksen jeg har drømt om, i de knap 30 år jeg har kendt til hende.

Ålborg, Esbjerg og Vejle.

For selvom Sylfiden aldrig er længe ude af repertoiret, så er det meget forskelligt, hvem der får æren af at lege med Guldhornene.

Men tre gange… åh, det er for lidt. Med de mange forskellige versioner jeg har set gennem årene er det ikke til at vide om jeg får æren af hende igen. Men jeg er altid klar. London, New York, Paris i ringer bare så kommer jeg flyvende (jeg har egen kost).

Men helst i København. Åh at få lov til at hekse på gamle scene. Det bliver næste drøm.

Jeg havde fundet mig til rette i kostumet, kendte min stok og logistikken rundt om silketryk og skovbund.

Med Billie Eillish’ You should see me in a crown i ørene og med blafrende næsebor og guns i vejret, var jeg klar til jagten! Slip mig nu løs på den scene!

Jeg havde frygtet at jeg ikke kunne bryde igennem og komme over orkestergraven og helt ud til publikum. Men al den forberedelse gav pote. Der var intet der kunne stå i vejen. Det var den gamle fornemmelse af at alle ser hver en bevægelse. Ren energi der bare brager ud af øjne, hænder og hjerte. Ålborg blev fortæret med et enkelt blik og i asken stod James tilbage. Ingen steder at gemme sig *gnæk gnæk.

Mwuahaha! Åh det føltes godt. Sådan: Wow! Det er meningen med mit liv! Intet mindre nogensinde! Kun det bedste, hver dag fra nu af! Min raison d’etre. Utilfredsheden, der ansporer til at stræbe højere blev mættet. Midt i mellem himmel og jord med hjertet i hånden.

PC: Mathieu Rouaux

Og så hjem og være mor.

Og det gik ganske smertefrit. Af med parykken, sov et par timer og så fløj jeg hjem, stirrede i væggen indtil børnene skulle hentes og så snurrede maskineriet igen.

Men jeg havde også tid til flere prøver på heksen sammen med næste hold, der ikke var kommet på endnu. Imens sylfiderne fortsat fik Corona og jeg pludselig ikke var så sikker på jeg ville få de sidste to med.

Vi fandt frem til en slutning nummer to. Vi havde mange forskellige versioner og Sorella og jeg fik talt om nye måder at se heksen på og hvad hun vil med James og hvad hun ønsker at opnå. Og i mellem tandbørstningen når man står der ved spejlet, fik jeg lavet mine lektier og spillede alle heksescenere igennem hver aften. Og afprøvede nogle af alle de nye ideer vi fik hver dag.

Således forberedt kunne jeg tage tilbage til turneen og brænde de to sidste byer ned.

Av, det gjorde ondt at give slip på stokken og lade alle begynde nedpakningen af kostumer, kulisser og rekvisitter. Jeg havde brug for at sidde og køle af en stund og lade støvet falde til ro inden den verden jeg sad fast i lidt endnu kunne få lov til at forsvinde.

Men der var en virkelig verden der stod og bankede på og det var tid til at komme ud af skoven igen.

PC: Mathieu Rouaux
Heks: Mig James: Alexander Bozinoff

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.