Hybris

Hybris

Det var 5 år siden i januar. Kim Brandstrup. Rystet Spejl. Første dag tilbage fra barsel nr to. Knap tre uger efter knæoperation. Det var menisken, denne gang i det modsatte knæ. Jeg savner at danse og føler skyld over at blive skadet. Igen. Lige som sidst jeg skulle arbejde med Kim. Og lige som sidst jeg skulle tilbage fra barsel.

Så jeg humper ind på teatret troligt som en god soldat, da mit navn dukker op på prøvesedlen på trods af min status på sygelisten. Og hopper lige ind på den gamle nu-skal-jeg-være-så-dygtig-og-flittig-som-aldrig-før-mølle. Lokket ind i salen af Kims ord om at han ikke kan gøre det uden mig. Det var lige de ord, der trykker på alle mine selvudslettende egoknapper. Bum så var selvopofrelsensmaskinen igang. Samtidig med at jeg kæmper med de sædvanlige identitetsubalancer efter en barsel. Unge, nye guldmaskiner i funklende fart har for længst overhalet mig, når det gælder min fysiske formåen. Hvad der engang var af spring og lyrik i mine ben, har forlængst mistet deres værdig på dagens marked, skulle det lykkes mig at komme tilbage i samme form. Min plads som ingenue med speciale i det overnaturlig er overtaget af min nye mor-krop med et ansigt formet og forandret af bekymringer, depression og sorg. Mine fødder er stivere og benene endnu længere væk fra deres 5. position end nogensinde før. Og jeg er stadig igang med at hele efter operationen.

-——————

Hvorfor var min egen viden om den kamp jeg havde været igennem ikke nok til at give mig en rygrad?

Jeg gik igang med et bøjleprojekt der skulle vise sig at blive 4(0) år i ørkenen. Jeg fik startet denne blog. Var det ikke fantasisk at jeg havde startet en lang og, for mine eksekutive udfordringer, uoverskuelig proces, med at få mere hjælp til vores ældste, der har Infantil Autisme? Paragraf nr dit og dat og kodefyldte ansøgningsformularer. For at få hjælp til at min dreng kunne lære at tale. Hans sprog var primært ordene hej, tak og wow og var lige begyndt at sige mor som 4 årig. Og det lykkedes. Vi fik vores bevilling og vi kunne begynde vores hjemmetræning som man selv skal stå for og han gik fra sine lyde til tre ords sætninger på få måneder. 

Eller at jeg overkom endnu en fødselsdepression? 

Efter hver barsel har de ramt mig. Fødselsreaktion kalder de det. Men det har altid været mere relateret til alt det jeg ikke kunne overskue i mit liv end den søde, bløde baby i mine arme. 

Man står med en 25% risiko for at bliver ramt af en fødselsdepression, hvis man tidligere i sit liv har været deprimeret. Det vidste jeg ikke, da jeg blev gravid. Jeg gik rundt med mine mørke tanker i to år første gang, før jeg tænkte der var noget galt. Anden gang var jeg forberedt på mine odds, og blev ikke overrasket, da tankerne kom igen, oven på de mange bekymringer jeg havde for vores ældste søn, og hvor svært det var for os at tale om derhjemme og sorgen, der kom i bølger, hver gang jævnaldrende nåede til et nyt trin i deres udvikling i de neurotypiskes fagre verden. 

Jeg brugte min sundhedsplejerske flittigt, og syntes jeg kunne holde mig ovenvande sådan nogenlunde. 

-——————

Indtil min menisk knækkede.

Jeg kendte smerten. Lyden. Følelsen der kommer og går, alt efter hvor det afbrækkede stykke lige ligger. Og jeg kendte alt for godt til den uundgåelige operation, genoptræningen og mit forlængede fraværs konsekvenser for min krop og dans. 

Men det eneste der var at gøre var at vente på operationsdatoen og holde resten af kroppen igang så godt som muligt.

Jeg får bihulebetændelse op til operationen og den bliver udskudt en måned. Så nu har jeg har kun lige under tre uger til at komme mig inden prøverne på Kim Brandstrups ballet Rystet Spejl skal til at gå igang lige efte nytår. Den har først premiere i maj, men vi er heldige at kunne gå igang med at kreeere tidligt. Og jeg er fast besluttet på ikke at gå glip af noget. 

MED TO SMÅ BØRN I HUSET GLÆDER JEG MIG SOM VAR DET JULEAFTEN TIL AT KOMME UNDER FULD NARKOSE. DEN BEDSTE LUR I MIT LIV.

-——————

Da jeg møder op i salen, starter Kim med at sige, at vi tager det stille og roligt,  og at han er så glad for, at jeg er der, og ikke kan gøre det uden mig (trigger). Venlig og sød som altid. Der er ikke det, man ikke får lyst til at gøre for ham. Jeg kan mærke hans nervøsitet over at nå i mål. Og føler mig kaldet til at hjælpe, alt hvad jeg kan, “Var der nogen der ringede efter en Muse?”

-——————

“Løb” siger han, “ løb efter ham den vej og så løb den anden vej”. Og jeg står med min yndlingshadefølelse af at være usynlig. Hørte han ikke at jeg for 2 sekunder siden sagde at jeg ikke kan gå? Skulle vi ikke tage det roligt? Jeg kan ikke engang løbe efter mine børn når de er ved at vælte noget derhjemme. Men med min flittige pigehat på løber jeg fra den ene ende af salen til den anden efter min partner igen og igen imens jeg tænker “Hey! Pas på dig selv, Christina! Stop nu! Sig nu bare fra! Gå hjem! Adrenalinen pumper og jeg kan ikke mærke min krop. “Hvorfor stopper jeg ikke”?

Jeg sidder fast i min evigt selvudslettende lydighed og føler Kims behov trumfer mine. Jeg ved jeg skal sige fra og prioritere min rehabilitering. Men. Jeg kan ikke få ordene over mine læber. Det føles som om jeg skal forklare en hel anden virkelighed for at kunne forklare mit nej.

Så jeg lader som om jeg er kunstner, og prøver at skabe noget nyt og spændende. Men hvert eneste reservoir er tømt og udefineret. Jeg aner ikke, hvem jeg er, hvad jeg kan byde ind med, kroppen er under genopbygning, og er på ingen måde kommet sig efter operationen. Jeg er skuffet over de manglende resultater mit oppustede ego har skubbet mig ud i. Mit offer var på ingen måde smerten værd, hverken i mine knæ eller i mit hovede.

Vi går igang med en anden produktion. Og pga. min forhastede start med Kim, når jeg ikke i form til at kunne trække i silkeskoene.

DEN GUITAR DANSENDE OG KASTENDE GYPSY QUEEN OG HENDES DEJLIGE STØRSTE LILLEMAND. NU MED ORD.

-——————

Det bliver tid til at gøre Rystet spejl sceneklar, og vi mærker alle hvor mange brikker, der skal forsøge at samle sig. Drejescenen i sig selv var en kæmpe udfordring, der tog mange dage at finde ind til. Flyvende Tobias. Møbler ind og ud af den drejende scene så det passer med musikken. Ordene på væggene. 

Jeg arbejder med min psykolog for at finde min stemme igen. Hvad vil jeg med det dans? Hvad er mit talent? Sjælearkæologi. Jeg frygtede lidt at vi ikke ville finde noget. Men jeg lå lige der. Under alt det sorte jord. 

Jeg har fået et lille bur med en nattergal i, som jeg sætter på min garderobe plads med den lille dør åben. Hver morgen kigger jeg på fuglen og minder den om at den kan flyve når som helst den vil. Og finder styrke i at mærke mit eget valg om at blive og synge lidt længere.

EN DAG VAR BURET VÆLTET OG FUGLEN FLØJET. MEN BURET STÅR DER ENDNU MED ÅBEN DØR. OG MINDER MIG OM HVORFOR DER VAR BRUG FOR DEN

-——————

Og i stedet for at gå til træning med mine mentorer i hovedet forsøger jeg at finde mit eget ideal. Min egen vej og egen accept. 

Jeg tager mine nyfundne og velkendte egenskaber og applicere dem på de roller jeg får i stedet for at længes efter de roller jeg synes passer til mig. Et trin af gangen. 

Jeg tror, jeg er stærkere og roligere da slutspurten mod sceneprøverne sætter ind. Men er stadig ikke hjemme i identiteten som danser. Tanken om at det er tid til at slutte er daglig og insisterende. Jeg føler mig overflødig og uden stemme. Forstår ikke rigtig hvad jeg laver der inde. Men er stadig nysgerrig efter at finde ud af det. 

Kim arbejder på en måde, der kan være frusterende for de fleste dansere. Han skærer næsten alle trin fra man har brugt dage, uger, krop og hjerne på at lære. Kombinationer, der spejlvendes og bagvendes og kører i kanon, for så at blive skåret væk indtil de bliver en hvisken, af hvad de har været. Det vidste vi egentlig godt var hans metode. Men alligevel var vi på kogepunktet. Alle var frustrerede over de tekniske vanskeligheder og over aldrig rigtig at komme igang med danse. Uforløst frustration. Et trin, stop, et trin, stop, forfra. Vent. Følelsen af at blive afbrudt midt i hvert et ord man forsøger at sige. Der var alt for store følelser i kulissen istedet for på scenen.

Og jeg følte mig uendelig dum. Alt materiale vi havde arbejdet på var væk. Skåret ned til næsten ingenting. Pas de deux´en med alt løberiet var på en del af scenen, hvor der ikke var plads til at løbe. Hvilket altid havde været planlagt. Al den smerte, fysisk og mentalt, over ikke at kunne passe på mig selv og så var det hele for ingenting! “Jeg kan ikke gøre det uden dig” rungede hoverende i mit hovede. 

Men jeg var så klar til at være Muse og savnede at føle mig vigtig, frem for den sølle skygge af en skygge jeg egentlig var. Jeg lagde op til mit store fald helt selv. Mine vage forsøg på at stå op for mig selv, mine knæ og min ikke-eksisterende selvforståelse, gjorde hver prøve til et mareridt. Jeg følte en uro, der fik mit hjerte til at hamre, så jeg ikke kunne sidde stille og begyndte tilsidst at gå i cirkler rundt på scenen, hver gang der var en pause, for at kunne være i min krop. Rundt og rundt. 

Bare gå. 

Og det lindrede lidt. Nok til at jeg ikke græd hele tiden eller råbte alt for meget. Jeg var helt ude af kontakt med mig selv. Når jeg prøvede at sove ville mit hjerte vække mig. Flere gange troede jeg, det var min mand, der lå og rystede, indtil det ville gå op for mig, at det var mit hjerte, der hamrede så hurtigt og hårdt. 

Det var et enormt projekt scenografisk, og ordene var en medspiller, vi ikke forstod i hvor høj grad vi skulle dele scenen med. Men i virkeligheden var det ikke en almindelig opsætning med os dansere båret frem på en scene, men mere scenen, de store vægge, projektionerne og ordene, der var hovedpersonerne. Vi var mere som som et mylder af liv vi fik lov til at se i glimt.

Hvordan kunne jeg skrive om hvor svært det var at få Rystet Spejl klar til premieren når det samtidig var blandet med mine egne problemer, som jeg stadig har det skidt med. Min kunstige stolthed, hvor jeg puster mig op til at være vigtig og uundværlig når sandheden er at vi alle er så helt utroligt hurtigt udskiftningsbare. Jeg var i kaos. Fuldstændig frit flyvende kaos. Det var mig der hang i en tynd tråd på vej ned i mørket. Jeg var på ingen måde tilbage. Og min egen mangel på selvrespekt og kærlighed er svær at erkende. Jeg skulle have stået op for mig selv. Det var min opgave. 

Lige meget hvor meget alle andre kunne have gjort deres. Skal jeg selv gøre mit. 

PC PER MORTEN ABRAHAMSEN

-——————

Gennem alle frustrationerne fra danserne, statisterne, der sørgede for at væggenes magi virkede, Kim og kort sagt alle involveredes kamp, blev resultatet både rørende og stærkt. Ikke på grund af mig men takket være vores forestillingsleder, der holdt alle under kogepunktet og de smukke vidunderlige karakterdansere, der bar forestillingen sammen med ordene. Og vores instruktør, som det faste anker, der holdt hovedet koldt, når bølgerne gik højt og holdt fast i alt, hvad der var fastsat, så Kim kunne finde trådene og få knyttet den sidste knude.

Jeg nåede til et punkt, hvor jeg kunne nyde alles stille og stærke præstioner og derigennem finde fodfæste nok til at udføre mine. Jeg var altid meget rørt, hver gang vi opførte den. Indgangen inden den sidste pas de deux med Tobias var min egen lille himmelgang væk fra smerten og ind i freden. For så at vende tilbage for at puste liv i ham. Og det var godt for mig at tænke på alt det gode, der var i livet, alt det der var værd at vende tilbage til. Jeg håbede det ville nå ud til dem, der skuede på. At der er fodfæste at finde. At vi ikke hænger i en tynd tråd. 

Jeg blev ikke overrasket da den vandt en Reumert for årets danseforestilling. Men min egen kamp ligger gemt i de vægge og jeg har intet behov for at gense den. Den slags ligger sig i musikken, i fibrene i kostumerne, de grønne sko. Det var en tung lektie at lære. Bagklogskabens skarpe lys er ubarmhjertigt. Det er sjældent usikkerheden i sig selv, der gør os til grin. Men alt det vi gør for at dække over den. Jeg-har-det-fint-løgnen kørte mig helt af sporet.

Jeg lærte vigtigheden af at forsvare mig selv. Også selvom det tog 3 år mere inden jeg rigtig lærte at anvende den erfaring. Jeg fandt min egen stemme igen. Med hjælp fra min psykolog, et Corpus projekt og mine altid inspirerende kollegaer. Alt det kaos er først ved at falde til bunds nu. Nu hvor jeg ikke danser mere. Det er vel nok derfor jeg endelig kan skrive om det.

PC PER MORTEN ABRAHAMSEN

-——————


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.