Sylfideuniversitetets 1. semester

Sylfideuniversitetets 1. semester

Det er så svært at sætte ord på det vi instinktivt ved er rigtigt. Vi kan have en ide. Eller måske noget så diffust som en følelse. Men hvordan formidler vi den til andre?

Nikolaj Hübbe roder i sit hår igen “Maker det sense?”. Vi andre sidder på kanten af stolen opslugt af dramaet der præcis har udspillet sig foran os.

Sylfideuniversitetet er i fuld gang. Chefen spinder os ind i hans Hans Kirkske tanker og vi andre brygger videre på heksemotiver og James komplekser sammen med de rollehavende for at hjælpe dem på vej til at finde hver deres historie.

Jeg synes aldrig den har været nem ham James. Hvorfor gør han ikke bare sin pligt.

Jeg elsker ordet pligt. Der ligger så meget kærlighed i det ord fordi man netop gør noget for andre i stedet for sig selv. Pligt hænger sammen med at ofe. At ofre sig selv for andre er den største gave.

Men jeg kender jo den drilske altopslugende frihedsflyvende og voldsomt elskende Sylfide. Jeg kender hende som var hun mig. Hun er det mest euforiske bekendtskab jeg har truffet. Ultimativ i alt hun føler.

Så hvordan kan James undgå at løbe efter hende? Det er som når balletguru Adam Lüders siger: Ofcourse dancers! Midt i et trin. For hvordan kunne vi have gjort det anderledes? I netop det øjeblik var dét valg det rigtige. Og man mærker den livgivende energi der opstår når noget bliver til.

James den stakkels forpinte mand, er jo så absolut afhængig af sin Heks. Hvad end heksen har for motiv hvad end heksen gør kastes det via eller af på James. Diskussionerne går højt og varer længe. Det er lang tid siden der er blevet danset så lidt og talt så meget. Jeg mærker hvor begavet og bebyrdet vi hver især er af mange års hekseobservering. Det er svært at ligge billedet af Lis Jeppesen, Jette Buchwald og Sorella Englund fra sig og tænke forfra. Udefra. Indefra. Hvorfra? Hvorfor nok mest af alt. Hvorfor er det store spørgsmål. Og jeg tror at hver Heks er er ved at finde hver sit svar.

Fortsættelse følger….

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *