Indtryk. Udtryk. Indtryk. 

Indtryk. Udtryk. Indtryk. 

Det er ikke et sjældent syn at finde Anna Lærkesen i oprigtige, dedikerede samtaler med en meddanser under stærekassens mosaik eller ved øenschlagers fødder. Altid med et hviskende tip om hvor man kan finde en ledig sal og øve lidt. Det føltes som om hun stod med markedets varmeste smuglergods med myndighederne lige i hælene.

14. Januar gik Anna bort. Hun havde været syg længe. Jeg er ikke sikker på hvornår jeg så hende sidst.

Men hun er aldrig langt fra mig. Særligt når jeg underviser. Hun frister mig til at lave uendelige lange adagioer. Og aldrig at blive ligeglad. Ligegyldig. Og til at grine af alt det groteske.

Anna coachede mig i en solo fra hendes ballet Patita til min sidste aspirant eksamen. Hun underviste os tit. Det var både hårdt og spændende at arbejde med hende. Hendes forventninger og tiltro til ens evner var svære at udfylde men hun var med hele vejen og med hendes trick fra Rusland og vanvittige stærke fingre fik hun skubbet een i balance eller oooop på benet.

Jeg kan huske en morgentræning hun underviste på en fridag hvor kun Alexei Ratmansky, Caroline Cavallo og jeg mødte op.

Jeg kan huske hendes reaktion på Come fly some mindede umiskendeligt om min egen.

Jeg tror det var til Flemming Rybergs 50 jubilæum hvor jeg blev bedt om at være “krop” i en lille Sylfide Parade. Flemming har sovet sig igennem en del. Det var noget af en klub at befinde sig i. Jeg var lidt skræmt af al den styrke, stolthed og gamle historier jeg kunne mærker lure under de mere eller mindre varme lejligheds smil. Inden vi gik på, dér i sandhedens sluse, dukkede sylfidernes følsomme væsener frem. Så meget at Anna var væk. Nogle var bekymrede, andre sælsomt ubemærkede. Det var åbenbart helt forventeligt. Men Anna kom lige til tiden i et brus af tyl og kjolen klippet så den viste hendes smykke ryg og stivere strittede ud af livet. Et af hendes varemærker som ikke stod i skræddernes favør. Hun både tryllebandt os med hendes poetiske bravour og fik latterens tårer frem da hun ikke ville ned fra hendes balancer. Hendes egen Homage til hendes frie Sylfide der ikke kun danser og dør men gør det så smukt som hun formår.

Hendes  dybfølende sind var hendes force.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *