In life & love & so on

In life & love & so on

Jeg kom afsted som ønsket. Jeg havde lidt glemt hvordan det er at gå ud af døren uden tre tasker og minimum et barn. Jeg følte mig så overmodig at jeg snuppede Susanne Juul yndlings hatten og vågede mig ud i efterårblæsten.

Lyset går ned i salen og de mest vidunderlige billeder toner frem. Hvor ofte er det ikke forsøgt fanget. Mit teater. De mange afdelinger der arbejder sammen. Og hver gang sidder jeg tilbage med følelsen af at folk skulle bare vide…de skulle bare vide hvor fantastisk det er i virkeligheden. Men T. M. Rives fanger både fortid, nutid og fremtidsdrømmene gennem hans magiske linse. Hvordan er det lykkedes ham at fange essencen af mine minder? Af mit teater? Jeg slår hænderne sammen og kunne sylfideklappe hvis ikke jeg vidste at det ville forstyrre for meget. Det bliver en god aften.

4 svaner kommer ind på scenen. Min plysnabo hvisker begejstret til sin sidemand: Nu kommer den! Det hvide akt af Svanesøen er lige præcis alt det folk ønsker og drømmer om at ballet skal være. Smukke kvinder i hvide tutuer. Tåsko der tripper og drejer, halse der knejser og vingefang der i et nu beskytter og i næste forsvarer. Jeg var fuldt ud ballettilfreds efter første afdeling af Dans2Go. Dermed var jeg også helt klar til at tage imod Tilman O’Donnell´s koreografiske koncert.

Danser de? Selv det var der delte meninger om kunne jeg mærke på publikum. Forfilmen advarer os om at anmode at dette er et konventionelt stykke. Vi griner og gyser da balletmesteren truende viser sig. Selv han er med på spøgen. Endnu engang er Rives mestermagikeren der bruger sit medie så vi ikke opdager at vi skifter fra scene til lærred.

Et smukt virvar af dommedagshumor, genialt tempo og indskudte sætninger der bliver til misforståede regibemærkninger og følelsesunderstøttende kazooer (hvor ofte finder man sig i kazoo-bøjnings-knibe? – det var min første). Råbekoncert, politiske hug i hæsblæsende tempo. Det var herligt at se et oplæg til en debat på national scenen. Finurlige hjørner og komiske monologer. Et helt igennem fantastisk videoindslag med fire hoveder der danser, synger, hjerner og undrer. Jeg ved at ikke alle danserne er enige i ræsonnementerne men det er også en tanke at tænke over. Hvor ofte er vi enige med koreografen? Er dansere i virkeligheden verdens bedste diplomater? For det var virkelig overbevisende. Men mest af alt uvurderligt underholdende. Jeg måtte sætte hånden for munden for ikke at forstyrre for meget med min konstante latter. Ville ønske det havde varet lidt længere. Var jeg den eneste der så de kanoniserede kulisser famle sig frem på scenen som en døende sylfide til tonerne af hendes død.

Ideen der blev fremsendt fik jeg kogt ned til: Kan man skabe ved at dræbe? Findes der virkelig venskab når man holder folk uden for? Findes der virkelig kærlighed når man hader sin næste. Kan man lave virkelig kunst ved at udelukke.

Der er svære hurtige ord på engelsk med alverdens accenter. Men der er så meget der kan nydes og opleves at jeg ikke ville lade det skræmme mig. Af alt det jeg har læst om stykket nu efterfølgende er det mest mystiske ord at nogle fandt det kedeligt?!?

Summa summarum hurra for ballet der kan spænde lige fra svaner til kazoo og dansere i orkestergraven og så et sidste hjertens tak til aftenens usynlige hovedperson filmtryllehåndværkeren Rives der fik mig til at forelske mig i det kære gamle hus på ny.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *